Lad det være sagt med det samme: Der er ikke nogen sikkerhed for, at dette fund er middelalderligt, men hvorom alt er, så er det Ærøs første og eneste runesten.

 

Hertil kommer en ganske spænden-de historie i forbindelse med stenens noget omtumlede "tilværelse".

 

Stenens oprindelige plads kendes ikke, men man ved, at den omkring 1820 blev anbragt som møddings-sten ved en gård i Skovby, og her har den ligget med inskriptionen nedad.

 

I 1944 blev møddingen sløjfet af gårdens daværende ejer, Ejner Hansen og dennes svigersøn Harald Nissen. De ville anvende stenene fra møddingen til fundamentet til en ny lade, men opdagede de mærkelige tegn på stenen og lagde den til side bagest i haven. Her lå den ube-mærket indtil 1968, hvor Palle Abramsson gjorde Nationalmuseet opmærksom på stenen. Da der efter et par år ikke var sket en besig-tigelse af stenen, blev den igen gravet ned, denne gang i et dige.

 

Palle Abramsson gjorde i 1994 fore-ningen Ærøs Oldtid opmærksom på stenens eksistens, og efter nogen søgen lykkedes det med hjælp fra gårdejer Harald Nissen at genfinde stenen den 28. juli 1994.

Den var nærmest overvokset af et asketræ og delvis dækket af andre sten, men den blev gravet fri og trukket op af hullet.

 

Indskriften, som ses her til højre, er med såkaldte strungne runer og lyder PN. Danmarks store runolog, Moltke tolkede dem som PÆ, så der kunne måske være tale om et drengenavn, Per eller Peder, hvilket på den vestærøske dialekt kan ud-tales sådan.

 

Der er dog begrundet tvivl om denne tolkning, da Æ´et i givet fald skulle være spejlvendt, og det er langt mere sandsynligt, at det skal læses som et N.

 

Ved en fornyet granskning af runerne i 1994 kunne runolog, Marie Stoklund fra Nationalmuseet fastslå følgende: Indskriften kan læses PN eller evt. PÆ. Jeg anser det dog for mest sandsynligt at indskriften skal læses PN.

 

Marie Stoklund skriver bl.a. videre om dateringen af stenen:

På grund af den stungne b-rune kan indskriften tidligst være fra middel-alderen (efter ca. 1100), men den kan meget vel være fra senere tid - indtil 1820. Efter at runeforskningen er begyndt i Danmark omkring 1600 blev runealfabetet populært som et eksotisk, oldnordisk skriftsystem, også i en folkelig sammenhæng. Der findes eksempler på bondebøger omkr. 1800 med runealfabetet (og eksempler på runeskrevne meddelel-ser), og i sortekunstbøger er der eksempler på runeskrevne formler.

Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at indskriften er eftermiddelalderlig og snarere består at et par initialer; men også i det tilfælde er stenen interessant som vidnesbyrd om den fortsatte runekundskab.

 

Såvidt Marie Stoklunds tolkning.

Der er altså ikke ført noget bevis for, at stenen er fra middelalderen, men på den anden side kan den være det.

 

Derfor tages den med på denne hjemmeside.

 

Her til højre ses daværende kultur-udvalgsformand i Ærøskøbing Kom-mune, Birthe Rønnemose ved den lille ceremoni hvor stenens nye placering på "den grønne trekant" i Skovby indviedes på en solbeskinnet augustdag i 1994.

 

Her kan stenen stadig beses, og hver sommer lægger en del ærøboer og især turister vejen forbi, for at se Ærøs hidtil eneste runesten.

 

 

Tilbage til siden: Middelalder

 

Litteratur til emnet Middelalder på Ærø

Hjem

 Runestenen fra Skovby

 

 

 

(Foto: Palle Andersen)

 

Herover:

Runestenen måler 136 x 88 x 37 cm. Indskriften ses tydeligt foroven på stenen.

 

 

Herover:

Runeindskriften PN.

B-runen måler 12 x 4,5 cm, hullerne er 1,5 cm i diameter.

N-runen måler 11 x 3,0 cm.

 

 

 

Herover:

Runestenens nye placering på "den grønne trekant" i Skovby indvies af Birte Rønnemose.